Mange af os oplever, at livet bliver svært i perioder og får brug for hjælp

Mini-Divider-White
PSYKOTERAPI PÅ FYN

SOMMETIDER KAN DET VÆRE EN STOR HJÆLP AT FÅ TALT MED EN UDEFRA, SOM KAN HJÆLPE
DIG MED AT FÅ STYR PÅ ALLE TANKERNE OG FØLELSERNE, SKABT BALANCE I SYSTEMET OG RYDDET
OP I GAMLE MØNSTRE, SÅ DU KAN KOMME VIDERE MED FORNYET MOD OG ENERGI.

PSYKOTERAPI KAN VÆRE LØSNINGEN FOR DIG.

HVAD KAN JEG HJÆLPE DIG MED?

MINDREVÆRD, LAVT SELVVÆRD, GRÆNSESÆTNING, UHENSIGTSMÆSSIGE MØNSTRE OG REAKTIONER, AFKLARETHED I FORHOLD TIL LIVET OG DEM, DER ER I MIT LIV

Mange af os oplever, at livet kan være svært i perioder, og at det i den forbindelse kan være godt at få hjælp udefra. Grundene til at ville påbegynde et psykoterapeutisk forløb kan selvfølgelig være mange og forskelligartede – men fælles for de fleste af os er, at vi kan have svært ved at overskue og løse vores problemstillinger selv. Og her kommer hjælpen udefra ind i billedet.

Det kan være en ren lettelse at få vendt stort og småt, få luftet ud i systemet, “rørt rundt i gryden, så den holdes i kog”, få ny næring osv. Og her kan jeg som psykoterapeut hjælpe. Det vil give dig modet og overskuddet til at komme videre med fornyet energi.

I min psykoterapeutpraksis har jeg stor erfaring med forskellige områder, men kan bl.a. fremhæve områder såsom:

– Jeg føler, at andre er mere værd end mig
– Jeg har rigtig svært ved at lytte og mærke mig selv og sætte grænser.
– Jeg er alt for optaget af mit udseende, min vægt m.m. Det fylder ganske enkelt for meget i mit liv
– Jeg er i tvivl, om jeg stadig elsker min partner, og om vi skal blive sammen.
Jeg har brug for at blive afklaret alene med dette.
– Vi slås med problemer i vores parhold. Der er alt for mange magtkampe, og jeg overvejer at blive skilt, fordi jeg ikke længere er tilfreds i mit parforhold.
– Vi har svært ved at fungere som sammenbragt familie, min partners børn fylder for meget, eller han/hun er hele tiden efter mine børn.

PSYKOTERAPI

Ved at gå i psykoterapi kan du både få lindret de psykiske symptomer, du måtte kæmpe med og få klarhed over og redskaber til at komme videre og skabe nye handlemønstre for fremtiden. Med andre ord en hjælp til at få skabt mening og balance mellem tanker, følelser, ord og handlinger.

TAVSHEDSPLIGT

Jeg har har tavshedspligt. Det vil sige, at alt hvad du og jeg taler om, kommer ikke videre. Jeg modtager løbende supervision, hvilket er din garanti for, at jeg får optimalt sparring, støtte m.m., så jeg holder mig adskilt fra dig og tillige kan hjælpe dig optimalt. Supervision er til for at sikre kvaliteten af mine terapeutiske kompetencer.

 

KEMIEN MELLEM DIG OG DIN TERAPEUT

Det allervigtigste i din terapi er, at du føler dig tryg i mit selskab og har tillid til mig. For kun derved tør du åbne dig, og kun når du åbner dig og tør at være ærlig, kan vi arbejde med det, der forstyrrer og generer dig.

Du er velkommen til at ringe til mig for en uddybende samtale, hvor du også får lejlighed til at afklare, om vi opnår god kontakt.

JEG TAGER UDGANGSPUNKT I DIG
MIN OPGAVE

Min opgave som din terapeut er at hjælpe dig igennem og medvirke til at skabe de forandringer, du ønsker at opnå i dit liv. Meget af dette arbejde ligger også i din egen motivation og indsats – du vil blive udfordret – men også støttet, hjulpet og taget godt vare på undervejs.

Jeg kan hjælpe dig med at få rettet op og finde din egen kurs igen, uanset hvad dit mål er, eller hvad du kommer med. Det vigtigste for mig er at møde dig lige der, hvor du er. Og det helt uden forventninger, fordømmelser eller vurderinger, så du kan føle dig helt tryg.

Den første gang vi taler sammen, har jeg brug for at høre lidt om dig – sådan mere overordnet, inden vi tager fat på det dyberegående arbejde. Jeg vil gerne høre lidt om din baggrund og også høre dig om, hvad du gerne vil arbejde med, og hvilke ønsker du selv har til forløbet. Sammen lægger vi  en plan for det videre forløb.

Nogle ønsker at gå ofte i psykoterapi – måske en gang om ugen – andre vil gerne gå lidt sjældnere. I starten kan det dog være en fordel, at der ikke går så lang tid imellem vi ses. For derved er det nemmere at skabe trygge rammer for det videre forløb. Men i sidste ende handler det om, hvad der passer bedst for netop dig, og det afhænger også af dine egne problematikker.

Terapien foregår i mine lokaler Kirkeballe 2e, Ellinge, 5540 Ullerslev – midt mellem Odense og Nyborg (på Fyn). Huset ligger lige bag byens vartegn – et stort kegleformet lindetræ – og til venstre for kirken. Du kan parkere til højre for husets indkørsel.

Exam. psykoterapeut og parterapeut Mette Schmidt-Kallesøe